Licenscykling
Stort set hver weekend fra starten af april til slutningen af september arrangeres der et eller flere licensløb for alle klasser og aldersgrupper over hele landet.
Det er de lokale cykelklubber, som står for at arrangere løbene i samarbejde med Danmarks Cykle Union.
I modsætning til motionsløb skal du have licens for at kunne stille op i licensløb
For at kunne tegne en licens skal du være medlem af en cykelklub i kategorien ”Sportsklub” eller ”Eliteklub” under DCU og det er Roskilde Cykle Ring.
Licensen tegner du selv via DCU’s Medlemsportal. Her opretter du en medlemsprofil, som din licens bliver tilknyttet. Det er denne profil, du efterfølgende skal bruge, når du tilmelder dig licensløb.
For at kunne deltage i danske licensløb skal du have en chip til tidtagning der kan købes på DCU’s Webshop. Din chips kode indtaster du på din medlemsprofil, så chippen bliver koblet til dig. Chippen monterer du på forgaflen af din cykel.
Ryg numre til montering på tricot samt ramme nummer (skal være placeret på saddelpind) udleveres fra dommervognen i forbindelse med første løb.
På DCU’s tilmeldingsside finder du en oversigt over alle de kommende løb, og herigennem tilmelder du dig via din medlemsprofil til de løb, som du ønsker at deltage i. Her finder du også alle informationer om løbene såsom starttider, distancer, parkeringsmuligheder og andet.
Klasser
I licensløb opdeles man i klasser efter alder og niveau. I børne- og ungdomsklasserne er det alderen, som er afgørende. Her hedder klasserne U11, U13, U15, U17 og U19 for både drenge og piger.
Når du ikke længere kører i U19-klassen, rykker du op og bliver senior. Her er det ikke længere, alderen som er afgørende, men derimod niveauet. Der findes fire seniorklasser, nemlig A, B, C og D, hvor de bedste ryttere kører i A-klassen.
Når du fylder 40 år bliver du betegnet som veteran eller master i DCU-regi. Det vil sige, at du har mulighed for at tegne licens i særlige masterklasser efter samme princip Master A, B og C
Er du kvinde og 19 år eller mere, skal du som begynder tegne licens i Dame B.